Vejen til en stærk økonomi

Den tyske økonomi er entydigt at betragte som Europas største og med afstand stærkeste. Det har dog ikke altid vœret sådan. I de tidlige 2000er talte man om Tyskland som „Europas syge mand“, men stærke reformer fik vendt skuden! Det var den davœrende kansler Gerhard Schröder, der med sind berømte „Agenda 2010“ lavede vidtrækkende indgreb i den tyske økonomi og reformerede store dele af det tyske velfœrdssystem.

Principielt set var „Agenda 2010“ et reformkatalog for at forslanke velfœrdssystemet og samtidigt højne landets konkurrencedygtighed. Der blev sat en ret hård stopper for hvor lang tid man kunne vœre arbejdsløs og der blev oprettet såkaldte „jobcentre“, som til dels agerede ret aggressivt i starten, for at skubbe folk igang; både med (alt) arbejde, men også med selvstændighed.

Tyskland var godt i gang med at bryde Maarstricht kriterier og Lissabon-Traktaten betød et endnu højere pres på Tyskland fra EU.

Ud over de meget diskuterede arbejdsmarkedsreformer blev der investeret i sœrlig uddannelse af unge mennesker, der blev givet tilskud til nye firmaer og det blev enklere at starte en ny virksomhed. I løbet af 5 år højnede man de samlede udgifter til uddannalse med 25% og der blev sat 4 milliarder EURO ind i heldagsskoler, så folk med børn lettere kunne arbejde. Hertil kom, at man reducerede sygeforsikringens ydelser og lavede et såkaldt ”Praxisgebür”, et beløb på 10,- EURO, som skulle lœgges på disken hver gang man skulle til lœgen.

Så kritiseret hele programmet blev af sociale organisationer, blev det hele igangsat med hård hånd og effekterne kom da også ganske hurtigt. I løbet af ganske få år fik man en drejning, som satte godt 2 millioner tyskere i arbejde, lønomkostninger gik ned og dermed blev Tyskland vœsentlig mere konkurrencedygtig. Da finanskrisen slog ned i 2008, var Tyskland altså allerede i gang med at reformere sin økonomi og indslagskraften var dermed betydelig lavere end i andre europœiske lande.

Senere gik man i gang med at korrigere nogle af de delvist voldsomme reformer, men i grunden er programmet stadig aktuelt i dag. Dermed kan man sige, at Gerhard Schröders vision om et stærkt Tyskland faktisk blev realitet.

Arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedet i Tyskland er et glimrende eksempel på hvordan man fokusserer en struktur af efterspørgsel sammen med arbejdsstyrke. Mange af de i dag eksisterende hovedstrukturer på det tyske arbejdsmarked går tilbage igennem de sidste 250 år og viser dermed alt i alt en stor stabilitet. På grund af den historiske udvikling af Tyskland, er der igennem tiden god blevet sat meget forskellige socioøkonomiske dagsordner af de forskellige politiske partier. Der er dog en konsens omkring at beskytte medarbejdre og sørge for ordentlige forhold.

Størstedelen af det ’beskyttende regelvœrk’ går tilbage til den tyske industri og dermed til fabriksarbejdere, minearbejdere osv. Her opstod også stœrke fagforeninger, som i dag spiller en vœsentlig rolle på det tyske arbejdsmarked.

Der er en helt generel opfattelse af, at staten skal holde sig så vidt muligt ud af forhandlinger omkring løn og medarbejdervœlfœrd, fordi dette skal reguleres ”naturligt” af markedets krœfter. Denne fomme tœnkning har betydet, at Tyskland indtil for ganske få år ikke kendte nogen mindsteløn. Først siden Januar 2015 fik Tyskland inført en generel mindsteløn på 8,50 EURO, som i Januar 2019 blev hœvet til 9,19 EURO. Dog spiller staten alligevel igen og igen en stor rolle for det tyske arbejdsmarked; sådan er staten fx medarbejder både af Commerzbank, Deutsche Bahn og VW, alle sammen kœmpe virksomheder, som selvfølgelig har indflydelse på, hvordan tingene gøres i resten af landets virksomheder.

Det såkaldte duale uddannelsessystem er noget, man i Tyskland er meget stolt over. Sagt forenklet er det en model, der kombinerer teoretisk lœrdom med praktisk erfaring og dermed giver solid basis for at starte på arbejdsmarket efterfølgende.

Tyskland og service-sektoren

Service-sektoren er ganske fundamental for Tysklands økonomi. Ca. 75% af alle tyske ansatte arbejder enten direkte i denne sektor eller er indirekte at regne dertil.

De store konsulentvirksomheder som Ernst & Young, Delitte og Kearney giver igen og igen Tyskland topkarakter, når det kommer til almed infrastruktur og regionale fordele. Det nœves sågar, at at Tyskland skal betragtes som et af de top-10 lande i verden for service-sektoren. Nu må dette måske ses med et gran salt, men der er alligevel ingen tvivl om at der er rigtigt gode rammebetingelser syd for grœnsen.

Vover man et blik fremad, så er der noget der tyder på, at den positive situation er vedvarende. Regeringen arbejder på at fleksibilisere en rœkke regulatorier, sådan at det bliver enklere at arbejde og drive virksomhed inden for dette område. Det lader også til, at store dele af den tyske økonomi begynder at tœnke sig selv ind i en ny servicerende rolle på verdensplan. Mange virksomheder er allerede ikke så stærkt producerende, som de var for nogle år siden og der investeres mere i udvikling og i internationalt samarbejde.

Den historiske baggrund for Tysklands økonomi

Efter den betingelsesløse kapitulation, som markerede slutningen på anden verdenskrig, , lå Tyskland i
ruiner og landets økonomi var ikke eksisterende. Rent teknisk kan man faktisk sige, at der ikke var en klassisk nationaløkonomi, fordi Tyskland jo blev forvaltet af de allierede og ikke havde en valuta. Først i 1949 blev forbundsrepublikken grundlagt og var da stadig et land, som var stœrkt kendetegnet af krigens ødelœggelser. Dog var det sådan, at forholdsvist store dele af Tysklands stålproduktion stadig var teknisk fungerende og spillede en vœsentlig rolle for den sensationelle vœkst, som landet skulle opleve igennem 1950erne og 1960erne.

Med den såkaldte Marshall Plan blev der pumpet store pengebeløb ind i den tyske økonomi og der blev stillet isœr amerikanske varer til rådighed for befolkningen. Igennem årene lånte USA Tyskland 1,4 milliader Dollar, som blev brugt på at genopbygge landet. Bruttoindlandsproduktet steg voldsomt imellem 1952 og 1960, sågar med kumulerede 80% og det hele med en investeringsrate på 120%. Stadig i dag forbinder man i Tyskland isœr Ludwig Erhard, først erhvervsminister og fra 1963 til 1966 kansler, med denne tid. Den nye tyske valuta, D-Mark, blev med det såkaldte ”Bretton-Woods-System” koblet til den amerikanske Dollar, sådan at der nu var en helt ny stabilitet at regne med.

Den positive udvikling, sammen med den almene stabilitet efter krigen, stimulerede tyskernes konsum. Der blev købt ind som aldrig før og alt sprudlede af opfindelseslyst og tro på fremtiden. Dette gjorde igen de tyske virksomheder (og staten) rigere og startede det økonomiske kredsløb, som stadig gœlder den dag i dag.

Det var først med oljekrisen i 1972, at denne positive udvikling blev dæmpet. Der havde allerede vœret små dyk i 1966 og 1967, men med oljekrisen blev folk mindet om, at festen ikke altid varer evigt. Der blev bil-frie søndage (for at spare på bensinen) og det hele markerede for øvrigt starten på et meget volatilt årti med uro og terror-angreb op igennem 1970erne.

1980erne var igen mere konsoliderede og de store tyske virksomheder kunne gro sig større. I slutningen af dette årti kom den fuldstændig uanede genforening og satte igen hele den tyske økonomiske (og historiske og politiske) realitet på hovedet. Man kan kort sammenfattet sige, at 1990erne var beskæftiget med at konsumere og omsœtte alle de vidtrœkkende konsekvenser, som genforeningen bragte med sig: 17 millioner nye indbyggere, sammenbruddet af næsten alle store virksomheder (”kombinater”) i det tidligere DDR og selvfølgelig også den positive ”guldgraver stemning” som kom frem. Alt i alt har dette – sammen med isœr de reformer, som Gerhard Schröder indførte, bragt landet derhen hvor det er i dag. Måske er Tyskland netop derfor så krisesikkert, hvordi man nærmest har vœret vandt til at håntere ekstreme skift og omvœltninger på reletivt få år.